Aktiv livs- og dødshjælp
I denne periode af menneskehedens historie, har vi haft stor succes med aktiv livshjælp. Vi kan få et nyfødt barn på under 250 gram til at overleve. Det er jo helt fantastisk, at det overhovedet kan lade sig gøre. Vi kan ved kirurgi fjerne 80 % af en syg lever og få en patient til at overleve med de sidste 20 % af den raske lever. Vi kan tilslutte patienter med 100 % fejlende nyrer til et dialyseapparat, og på den måde kan vi få den gruppe patienter til at overleve. Vi kan ved kirurgi transplantere både lunger, hjerte og meget andet – alt sammen helt fantastiske muligheder for at udøve aktiv livshjælp. Vi kan medicinere patienter for en bunke sygdomme og derved livsforlænge – ved brug af aktiv livshjælp – så det enkelte liv kan fortsætte længere en umiddelbart planlagt.
Det, at kunne udøve aktiv livshjælp, har været til stor glæde for mange mennesker, og det har aldrig rigtig været til debat, for hvis vi kan forlænge et liv, har vi naturligt lyst til den barmhjertige gerning. Det har dog haft den utilsigtede sideeffekt, at befolkningstallet på verdensplan har været voldsomt stigende de sidste par århundreder – og især i det sidste århundrede.
Yderligere er den gennemsnitlige levealder steget voldsomt – med en følge af flere aldersbetingede sygdomme, som vi så heldigvis også kan helbrede …. eller i det mindste holde i skak, så det enkelte liv kan fortsætte endnu længere ved aktiv livshjælp. En fortsættelse, der nu i mange tilfælde er begyndt at ligne en trist og uværdig fortsættelse. Men vi fortsætter!
Er tiden mon ikke kommet, hvor vi er nødt til at forholde os til, om vi skal til at overveje, hvordan vi på en forsvarlig måde skal indføre aktiv dødshjælp i det her aktive livshjælps-samfund?
Jeg ynder at bringe det her emne på bane i sociale sammenhænge, og min erfaring er efterhånden, at langt den overvejende del ønsker, at vi får behandlet emnet politisk, så den værdige udgang af livet kan blive en valgmulighed.
Debatten har været bragt op nogle gange, men hver gang er den blevet sat på pause af en eller anden årsag: Det er et følsomt emne, og man kan hurtigt som politiker komme til at støde sine stabile kernevælgere.
Til gengæld er det et hamrende vigtigt emne for os alle sammen: Der er vistnok ingen af os, der stadig har en vis form for hukommelse og en bevidsthed om vores egen eksistens, der ønsker en langvarig og uværdig udfasning af livet uden hukommelse og uden bevidsthed om egen eksistens – imens vi bliver plejet, passet, medicineret og bugseret rundt af mennesker, der intet fremtidigt håb har for os.
Jeg vil med denne lille skrivelse gerne opildne til, at vi alle i vores hverdag og i vores sociale sammenkomster berører emnet aktiv dødshjælp. På den måde kan vi få det lidt ubehagelige emne gjort lidt mindre fremmedgjort. Hvis vi alle i samfundet tænker på og taler mere om emnet, vil politikerne garanteret inden for en overskuelig fremtid blive så modige, at de tør tage alvorlig og ansvarlig stilling til emnet i en politisk debat – uden at skulle være bange for vælgernes fremmedgjorte holdning til emnet.
Hvis vi som samfund er modige nok til at lege barmhjertige guder med livet og døden i den voldsomme form for aktiv livshjælp, som vi yder, bør vi også være modige nok til at lege barmhjertige guder med livet og døden via aktiv dødshjælp. Hvis vi kan hjælpe mennesker, der beder om hjælp til at leve, må vi også kunne hjælpe mennesker, der beder om hjælp til at dø.
Lad os kæmpe for et samfund med aktiv livs- og dødshjælp.
På forhånd tak
D-I-H
