MelAllankoli – at miste en kær, nær, der mistede livet alt for tidligt. – og noget om håb.
Renseanlægget havde fungeret tilfredsstillende siden tilblivelsen for 45 år siden. En lidet velmenende alliance af ubudne gæster havde dog for et par år siden sat sig for at ødelægge det – ikke for som sådan at opnå noget – blot for at demonstrere sin overlegne magt.
Alliancen kunne have valgt at ødelægge et hvilket som helst renseanlæg men valgte netop dette anlæg, da specielt mange mennesker ville blive påvirket her.
Alliancen havde vedtaget en strategi, hvor det første skridt skulle være kun at sabotere små dele af anlægget, så omgivelserne blot blev opmærksomme på, at der var noget på færde. Når de første tegn på begyndende manglende funktionalitet var blevet indlysende for omgivelserne og anlæggets vogtere, skulle mere essentielle dele nedbrydes, så det omkringværende miljø kunne mærke forgiftningen – resultatet af den manglende funktionalitet. Til sidst skulle hele anlægget sættes ud af funktion med et altødelæggende stormangreb, så hele miljøet omkring anlægget ville gå til grunde. Pointen skulle udelukkende være at manifestere dominans ved først at skabe frygt og derefter bevise, at frygten ikke var ubegrundet.
De første spæde sabotagehandlinger begyndte allerede omkring 1997, hvor spildevandet fra anlægget af og til fik en misfarvning – svagt rustlignende. I første omgang blev der ikke taget så meget notits af disse misfarvninger, da lidt ælde eller små ændringer i anlæggets funktionalitet eller omgivelserne også ville kunne være årsagen dertil.
Alliancen sørgede for at gruppere sig i meget små enheder, så vogterne ikke skulle opdage dem, og stille og roligt lykkedes deres første mission. I løbet af året 1998 var spildevandet nu konstant misfarvet – og stadigt tiltagende i styrke. Den tidlige svage rustfarve havde nu ændret sig over imod det mere rødlige, og frygten for anlæggets ve og vel tog til. Alle vogtere blev beordret i alarmberedskab, og udefra kommende styrker blev tilkaldt for at slå de allierede tilbage. Heftige kampe imellem vogterne og de tilkaldte styrker på den ene side og de allierede på den anden blev udkæmpet. Der blev truffet svære beslutninger, og man valgte fra højere instanser på et tidspunkt at forsøge at slå de allierede tilbage med kraftige og ødelæggende kemikalier – vel vidende at det også ville koste mange vogtere livet.
I løbet af foråret 1999 viste overmagten og pinslerne sig for store, så man besluttede fra højeste instans at overgive sig og lade renseanlægget gå til grunde med et livløst og goldt nærmiljø som resultat.
Da hans nyrer gav op, og de andre essentielle indre organer ikke kunne klare forgiftningen længere, blev Allans liv med et slag forvandlet fra at være et livsstykke til nu blot at være vores erindring samt en del af universet på en ny og ukendt måde.
Selve begravelsen var i sig selv utroligt rørende, og imellem alle de følelser, tanker og erindringer, der dukkede op og blev snakket om i løbet af dagen, kan jeg garantere, at følelsen melankoli forklædt som tårer også dryppede ned på graven.
Allans bror havde f.eks. lavet et lamineret billede med en tilhørende tekst: ”Kære Storebror – [billede af Allan] – Tak for den tid, du var synlig blandt os. Tak for den måde, du var på. Du gav så meget – men tog så lidt, som jeg i given stund ikke kan sætte ord på. Dit livslys var kort, men din intensivitet var stor. Så selv nu storebror, hvor du bringer mig så megen smerte og sorg, elsker jeg dig meget højt og ville for alt i verden ikke undvære den tid, du var fysisk blandt os. Knus og kram fra lillebror. Jeg savner dig !!”.
Allan var oftest det absolutte midtpunkt ved festlige sammenkomster, og han elskede disse festligheder, så vi sørgede selvfølgelig for at gøre selve begravelsesdagen til en fest – i hans ånd.
Livet var dog ikke én lang fest for Allan, og i for stille perioder – især efterår og vinter – blev hans sind til tider smittet lidt af manglen på dagslys og fik samme dunkle skær som en overskyet eftermiddagsstund i november. I disse perioder blev de dunkle tanker verdsliggjort, og Allan lod dem sive ned igennem sin arm og håndholdte pen – ned på papir så hurtigt som det nu kunne lade sig gøre i et langsomt fungerende efterårssind.
Min mor samlede efter våbenstilstanden og overgivelsen af Allans liv til de selvmordsplagede allierede styrker alle disse tanker i et hæfte – eller digtsamling om man vil. Hun kaldte digtsamlingen for ”Krig i Mellemørerne….” – en fantastisk sætning i øvrigt – og da jeg læste disse digte, faldt jeg især over en sætning, som beskriver Allan i et vers: ”At være vigtig kender jeg kun i en forstand: Det er en dreng der går sent i seng og derfor tror han er ligeså stor som en rigtig mand.”.
Allan nåede at blive gift med en vidunderlig kvinde kort før sin uvigtige og for tidlige retræte til livets nat, og jeg aftalte med hende, at vi skulle besøge Allans grav og drikke et glas – måske en flaske – af hans elskede whisky med ham der.
Få uger efter begravelsen, stod jeg en sen aften på min altan og kiggede – spejdede – op imod stjernerne. Jeg var higende efter en form for forklaring på, hvad der sker efter livet – dog ikke så meget, at jeg havde lyst til at undersøge sagen ved selvsyn – men jeg ønskede og håbede på, at jeg ved at kigge på stjernerne kunne få en form for tegn på, at sjælen Allan stadig eksisterede. Jeg håbede på at få et ateistfordrivende tegn, så jeg måske kunne opnå at få en tro på, at Allan stadig eksisterede i en eller anden form eller dimension.
Jeg var utrolig trist og nærmest bad til stjernerne, de højere magter eller bare ’noget’ om ét eller andet tegn på ’noget’ efter afslutningen af det jordiske liv. Der kom ingen tegn, og jeg vandrede modløs og trist i seng.
Ca. 3-4 dage efter da jeg en eftermiddag kom hjem fra den daglige tjans på ingeniørfabrikken, gik jeg ind til min kone og datter i stuen og skiftede nu til ’far – og mand’. Vi sad og eksisterede lidt som man nu gør og på et tidspunkt ville jeg hen i enden af lejligheden til vores datters værelse for lige at lufte ud. Da jeg lidt senere gik tilbage til børneværelset for at lukke vinduet, sad der en due i vinduet, på den nederste kant hvor et skylight lukkes til. Jeg kiggede lidt på duen og den kiggede lidt på mig men rørte sig ikke ud ad stedet. Forsigtigt forlod jeg værelset og hentede min kone og datter så de også kunne se duen tæt på. Da vi kom tilbage til værelset, var duen imidlertid hoppet ned i selve vindueskarmen til skylightet. Vi stod alle fire og betragtede hinanden lidt, hvorefter vi 3 mennesker forsigtigt gik hen mod duen. Da vi kom helt hen til den, var den stadig rolig, og da min kone rakte en flad hånd frem imod den, hoppede den op på hendes hånd. Meget varsomt og med duen i hånden gik vi tilbage til stuen. Her sad vi i lang tid og duen sad roligt hos min kone og studerede os alle tre, imens vi aede og nussede den. Vi konstaterede her, at den ikke var mærket på nogen måde – ring om det ene ben, lille mærke i den ene vinge el. andet.
Vi syntes, at det var en temmelig underlig situation og jeg tog fat i telefonbogen for at ringe til nogle ornitologiske foreninger og brevdueforeninger. Efter at have ringet rundt et stykke tid uden tilsagn om savnede duer eller forklaring på denne underlige Due-opførsel, gav jeg op.
Vi satte en lille trækasse, som jeg engang havde lavet i sløjd til tegnesier, på højkant ud på altanen, og ganske roligt placerede vi duen i den trækasse med et viskestykke halvt ned over åbningen. Vi satte en skål med vand og en skål med frø ned i kassen.
Duen boede hos os natten over, og næste morgen var den der stadig. Da jeg kom hjem næste dag fra ingeniørfrabrikken var duen lettet, og besøget var slut.
Alle disse stemninger som er samlet i en lille historie fra det virkelige liv, kan jeg ikke finde et eksisterende ord for. Jeg har været nødt til at opfinde mit eget ord for denne blanding af erindringer om Allan, melankoli, glæde, latter, dunkelt vintersind, livsmod, og ordet og definitionen kommer herunder (tryk på billedet for lyrik-video på youtube) – og du kan også følge det her link til hele albummet “Det I Hører”
Kærlig hilsen
D-I-H
Stjernerne de lyste klart | Nattens fine sjæl uendelig sart | Kan du huske det?
Duen fortalte mig, at nu er der fred | Livets kvaler tog du ikke med
Men har du tænkt på os?
Kisten er fyldt med dig inden i | Vi står herude | Bider tænderne i
En lille tåre på graven | Fra øjne her fra marven
Stemningen her hedder melAllankoli
Tankerne brænder sig fast | Siver langsomt ud i al sin hast | Har du nok papir?
Drengen går sent i seng, som en mand | Det er at være vigtig, i din forstand
Kan du sove godt?
Du tabte mod, når pennen kom frem | Du var alene | I mørkets hjem
En lille tår på graven | Fra flasken her fra arven
Stemningen her hedder melAllankoli
Stemningen her hedder melAllankoli
Du har en latter, der smitter af | Centrum er dit speciale i festligt lag
Vil du grine lidt?
Du er en gave, vi siger tak | Du lever videre under vores lak
Er du med på den?
Du tog så lidt og gav alt igen | Mmmm, fantastisk rigdom
At kende dig som ven
Krigen i mellemørerne er endt | Tak for det budskab
Duen fik sendt
En lille tår på graven | Fra flasken her fra arven
Stemningen her hedder melAllankoli
Stemningen her hedder melAllankoli
Stemningen her hedder melAllankoli