Rocksangen “Boozed mindblind” (Din streamtjeneste) (Youtube) har flere elementer bag sig og i sig:
Jeg kender flere, der har drukket sig selv ihjel, og jeg kender flere, der har fået skabt sig mange problemer pga. for højt alkoholforbrug. Den her sang er til de mennesker og til de mennesker, der er/var tæt på de her mennesker.
Herunder en lidt dagligdags og småkedelig historie fra en virkelig fiktiv person, der på et tidspunkt nok havde fået sig en tår eller flere for meget over tørsten.
Konklusion
Helt ude i æteren – mon vi kan stille noget op?
Forord
Det skete i de dage.
Efterskrift
Ingen personer eller skikkelser bør relateres til fiktive simili. Det er rendyrket dokumentar baseret på virkelige uhændelser.
Historien
Personligt er jeg jo desværre blevet plaget af hjernenisser, drukgnomer og tankerotter lige siden – det var den oprindelige sætning, der startede det hele. Først var den ment som en indledning til en ganske (n)utitig e-mail beregnet til at sende jorden rundt i den store digitale og yderst smudsige bit-verden. Efter nogle få undervejelser og et par enkelte af ’over’-slagsen, var jeg dog klar over, at der måtte noget mere til. Jeg oplevede jo netop, at det ene ord tog det andet, og til sidst var der ganske enkelt ikke flere tilbage. Hvem der tog det sidste, har jeg ikke fået opklaret endnu, men jeg er sikker på, at der nok skal komme en fornuftig forklaring på et eller andet tidspunkt.
”Hey, det er sgu da noget vrøvl !!” lød det hidsigt fra en hjernenisse lige i nærheden. Jeg tænkte kortvarigt på, om jeg kunne tillade mig at overhøre den lille hidsige fyr, men umiddelbart efter satte én enkelt lille og forsagt tankerotte en trestemmig kanon i gang.
Præcis på dette tidspunkt var jeg klar over, at det ville blive meget svært med den omtalte overhøring, og jeg blev helt overbevist, da tankerottens rungende dybe falset gav genklang i computerskærmen, så alle bogstaverne stod og rystede af skræk.
”KOM SÅ I GANG MED DEN HISTORIE #!#!!”. Det var selvfølgelig hjernenissen, der var på spil igen. Vi kender jo alle deres temperament, og vi må nok bare lære at acceptere det.
Som du kan se, var alt egentlig ganske ligetil og nærmest kedsommeligt dagligdags, men så var det, at aftenens første overraskelse kom. En fuldstændig ensfarvet sortbroget og aldeles hoverende skrydesneppe kom listende lige bag mig og hviskede overlegent i klassisk sneppestil:
Lade stå til
Lade stå til
Lad os alle
Lade stå til
Lad os aldrig ændre
Lad det hele kæntre
Lad væskerne glide
Til han er ude at skide
Efter den første
Se hvor det kører
Efter den næste
Nej – hvilket humør
Efter den sidste
Nu er han vist skør
Lade stå til
Lad os alle acceptere
Lade stå til
Lad os alle degradere
Sandheden i livet
Er, at ikke tage …..
”SMASK” – jæillæqtpughioaliahqhå – her kunne jeg ikke klare mere.
En behåret og klistret sælskindssutsko tværede pludselig den hoverende skrydesneppe ud i tastaturet, hvor den i sin ophøjede selvsikkerhed havde vovet sig op. Ro. Stilhed. Ro.
Oplevelsen var jo, som enhver kan forstå, temmelig enerverende, og jeg må også tilstå, at den brød min rytme et øjeblik. Først var der jo rengøringen af tastaturet, og det blev så absolut heller ikke bedre af, at en stjernestiv drukgnom (det er i øvrigt nok den grimmeste, jeg nogensinde har set) begyndte at forstærke og gentage denne knusende og øredøvende stilhed, som nok kun opleves efter en skrydesneppes abrupte død.
Jeg fik selvfølgelig en noget dårlig smag i munden (man er trods alt ikke skrydesneppemorder hver dag), men heldigvis ikke værre end, at den kunne skylles væk med slurk af den stakkels oversete/resterende ’Slots Pilsner’, der ellers havde klaret sig så flot ovre i baghuset indtil nu.
”KOM SÅ I GANG MED DEN HISTORIE !#!#!#!#!#!#!#!!!!!!!!”. Nu var Hjernenissen ved at toppe med sine desperate kværulerende og voldsomt irriterende nisseråberier. Jeg begyndte at overveje om den sælskindsbefængte sneppesnaskede nappasål skulle på arbejde igen, men efter en hurtig konsekvensberegning (jeg ved jo hvor den bor – den satans nisse) besluttede jeg mig til, at den kunne få lov til at råbe sig selv hæs, hvis det var det, den ville.
Den kære ’Slot Pilsner’s’ afdrukne brødre begyndte nemlig på dette tidspunkt at ytre et ønske om opmærksomhed. Vi må jo huske på, at det blot var en uges tid siden, de selv havde været i samme situation som den nu halvt oversete/resterende lille fyr.
Jeg må indrømme, at jeg på ganske ubehøvlet vis prøvede at negligere dette ønske, men jeg kunne jo nok fornemme, at de hedengangne flasker ikke var helt uden betydning for hele dette skriveri. Jeg besluttede derfor at ……..
“Cigaretter, whisky og nøgne pi’r
Drik vodka og gløgg og kom så i gear”
Det var selvfølgelig drukgnomen, der begyndte at ralle småsjofle og hjemmestrikkede drukviser af. Den blev dog afbrudt af den højtråbende hjernenisse, som endelig var begyndt at synes om historien.
Jeg afbrød derfor skriveriet en kort stund……..
……….. og lyttede med stor interesse til hjernenissens udbredelser. Jeg hørte desværre ikke dens formanende indledning, men jeg har herunder prøvet at gengive dens belærende og typisk nissehøjtidelige ord så præcist som muligt derfra, hvor jeg blev opmærksom:
” ……. thi vi må jo dog nok konstatere, at ikke alle personager – det være sig gnomer, nisser, tankerotter, skrydesnepper og måske især pulemænd ikke altid reagerer lige rationelt, når den onde herre men gode tjener; Alkoholen ganske strategisk og umanérligt beregnende strøer sine små men meget kraftige sprængladninger ud rundt omkring i øhm øhhh jaa altså den grå plumremasse på øverste etage. Jeg husker tydeligt dengang, hvor ….” – ”Ja, ja, ja – jeg schar altschå førschtåed deeeet”, fik drukgnomen indført, lige inden han væltede om og eksploderede med et brag.
”HA HA HA HA – DET VAR SÅ HANS SIDSTE KNALD” skreg den småskizofrene og lettere ondskabsfulde hjernenisse i et morbidt forsøg på at være morsom.
Jeg kunne ikke mere, og jeg havde absolut fået nok af det hele nu. Tænk bare på den rengøring, jeg endnu engang skulle i gang med efter den åndssvage drukgnom, der ikke kunne finde ud af, at man bør stoppe, mens man endnu selv er herre. Yderligere havde jeg fået tømt den nu ikke længere oversete/resterende ’Slots Pilsner’, og det var ikke særlig godt. Jeg havde nemlig fået en endnu dårligere smag i munden over skrydesneppemordet efter at have hørt på hjernenissens lovsang.
Godt nok er de usædvanligt dårlige til at rime – disse skrydesnepper – men jeg burde jo nok have husket på, at man ALTID bør høre en skrydesneppe til ende, før man klasker den. De har jo som bekendt drukket af visdommens brønd.
Som en afslutning på en lidt anderledes aften skænkede jeg mig en cola – og rom – i et sidste forsøg på at få den dårlige smag væk.
Jeg lænede mig tilbage i stolen og nød tankerottens trestemmige og rungende dybe falset-kanon, imens jeg håbede på, at hjernenissen ville vedblive med sin nyligt tillagte og overordentligt hoverende stilhed.
Til ære for den nyligt afdøde skrydesneppe sad jeg til slut og tænkte i ægte skrydesneppestil:
Burde jeg
Have brugt min tid
På at se
En film med vid
En film blev sendt:
I Rosens Navn
Ville mon den
Gøre mere gavn
En sneppe er død
Overlagt mord
Jeg ville nu gerne
Ha’ hørt dens ord
Jeg tror min tid
Blev brugt til gavn
Jeg savner nu ikke
I Rosens navn