Drømmen er der og har været der længe: Du har spillet musik i årevis og vil nu udgive et professionelt musikalbum med de elleve sange, som du har brugt timer, dage, måneder og år på at skrive og opøve. NU ER DET NU!!!
Du finder nogle musikere og et øvelokale, og I begynder på at øve sangene op, så de fremstår som et hele. Projektet forløber fint – med lidt aflysninger af nogle øvedage af forskellige årsager – men på et tidspunkt er det hele nogenlunde i hus.
Du overvejer, om du skal sende noget materiale til nogle af de store drenge i klassen – det kunne være Warner, Sony eller Universal – men du beslutter dig endegyldigt for, at det skal være en udgivelse uden deres påvirkning (POP – Penge Og Publicity), så du selv kan bestemme, så du henvender dig ikke engang til dem.
Du finder et uafhængigt pladeselskab – det kunne være DMF’s Gateway Music – som kan hjælpe dig videre. Du får et møde i stand med dem og præsenterer din fantastiske enestående musik og forventer måske en lille smule, at der kommer en lille klapsalve og et “YES – endelig noget musik, der imponerer”. Der kommer så et 20-sekunders lyt af et par af sangene og derefter et “jooh, det kan vi godt gå videre med”. Okay, det var ikke et “YES!”, men det var da et “ja”. Du underskriver nogle papirer, og så er du i gang.
Du henvender dig nu til nogle lydstudier og får nogle tilbud hjem. Du beslutter dig for, at det skal være et anerkendt studie, så du kan regne med kvaliteten af slutproduktet, og selvom tilbuddet ligger på et beløb to til tre gange højere, end du havde frygtet, siger du ja.
Der bliver nu aftalt nogle indspilningsdage – i gennemsnit en dag pr. sang – og du skal have koordineret de her dage med dine musikere (som jo sandsynligvis også har andet arbejde, studie eller andet). Planen er lagt og indspilningerne går i gang.
Produceren kommer med en række gode råd til musikken, og pludselig står du i nogle dilemmaer, for sangene er enten for lange (det er nok det oftest sete) eller trommerne er for ordinære og bør ændres, guitaren skal have lidt mere kant, basgangen er for underlig (eller for ordinær) osv. Det hele bliver kæmpet på plads og sangene er pludselig blevet indspillet.
Du vil gerne have udgivet sangene fysisk, og du vælger måske CD, som er noget billigere en vinyl. Du skal lige have sangene registreret ved KODA (rettigheder til musikken), og så skal formularerne til Gramex (ISRC-koder, rettigheder ift. afspilning af numre i det offentlige rum) med spillelængder, medmusikanter etc. lige udfyldes og indsendes, og endelig skal formaliteterne ved NCB (mekaniske rettigheder ift. CD, LP etc.) fikses.
ISRC-koder skal lige sendes til ham/hende, der laver selve masteren af din musik – den endelige udgave. Han/hende sender dig efter mastering-processen et bud på det endelige resultat. Du lytter det igennem et par hundrede gange – evt. sammen men et par musikalske venner – på flere forskellige anlæg. Lyden er ikke helt i tråd med det, du havde forestillet dig, og efter nogle ændringer og nye gennemlytninger, kommer I til en fælles forståelse. Produktet er nu endelig færdigt.
Samtidig med dette er du i gang med at få defineret layout på inlay til CD (det er måske ikke så aktuelt længere) eller til LP. Timer bruges på at snakke med dem, der kan lave den slags, og du får et tilbud på CD-produktion samt cover- og inlay. Prisen ligger ca. to til tre gange højere, en du havde frygtet, men du siger ja. Nogle emails ryger frem og tilbage og til sidst er der et endeligt layout med inlay etc. til CD eller LP.
Alle aftaler er på plads, produktet er færdigt, og du modtager dine x antal CD eller/og LP, så nu skal der udbredes ufattelig fantastisk musik til omverdenen.
Samtidig har dit pladeselskab sørget for at få udgivet musikken på alle de store streamtjenester samt youtube. NU KØRER DET!
BORTSET FRA at det er nu, du opdager, at der dagligt bliver uploadet ca. 60.000 nye numre på f.eks. Spotify. Hvordan skal mennesker ude i verden opdage DIN fantastiske og unikke musik? Alle landets radiostationer kontaktes (der er mange, og det tager tid), og du finder ud af, at 99% af radiostationer spiller musik, der i forvejen er kendt, fordi kanalerne er reklamefinancierede, og der skal lefles for lyttere, der i forvejen kender den musik, der bliver spillet. Du skulle nok have ændret kunstnernavn til Justin Timberbake eller Beyondseas eller sådan noget.
Whatever – DR’s radio er jo en radiostation for folket betalt af folket, og de må da kunne spille din musik. Det er vel trods alt der, at ny fantastisk musik skal præsenteres. Du erfarer nu stille og roligt, at din musik ikke bare sådan lige er tilgængelig for radioværterne. Der skal foregå en proces, hvor du indsender din musik til DR, for at den bliver tilgængelig for værterne. Den proces er et kunststykke i sig selv, og det kunststykke har selskaber som Warner, Sony og Universal vist fundet en ganske god vej til. Du opdager stille og roligt, at du bliver udeladt, og dine venner, der ønsker din musik spillet i DR, får at vide (hvis de får noget som helst at vide), at din musik ikke er tilgængelig for det program/den radiovært.
Du poster nu nogle sponsorerede reklamer på facebook, opretter en instagramprofil, twitterprofil mv. Den kunstnerside, du opretter, – med links til dine fantastiske sange – beder du dine facebookvenner om at besøge …… og DELE. Du finder nu ud af, at rigtig mange af dine facebookvenner LIKER din side selvom du specifikt har bedt/ønsket dem om at DELE siden og sangene, så de kan blive udbredt.
Her rammer du POP-muren (Penge Og Publicity), og du tænker, om de ca. 100.000 kr. du alt i alt har investeret i dit fantastiske og unikke album måske kunne være investeret bedre. Måske skulle du have solgt din sjæl til et af de tre store selskaber, eller måske skulle du bare have ladet sangene blive liggende i skuffen.
Jeg har været processen igennem, og der har været rigtig mange timers arbejde, fornøjelse, frustration, desperation, glæde og alt muligt andet indblandet. Jeg har fundet ro i det, og jeg glæder mig vildt over, at jeg har været med til at skabe et professionelt produceret album “Det I Hører”
, og jeg er vildt glad for, at jeg har udlevet en af de største drømme i mit liv.
Ville jeg gøre det igen med den viden, jeg har nu? Jeg er ikke sikker, men jeg er glad for, at jeg fulgte min drøm. Det skal nok komme ud til den danske befolkning på et tidspunkt. Optimist til det sidste.
Held og lykke
D-I-H